International Smeltedigel har skabt Silicon Valley

Jeg bor i en rar lejlighed midt i Palo Alto i en kantet, beigefarvet bygning, fem minutters gang fra den garage, hvor Bill Hewlett og Dave Packard i 1939 grundlagde HP og gav startskuddet til det, der i dag er Silicon Valley.

Jerry Yang har tidligere boet i lejligheden, jeg bor i. Det er en del år siden, og et godt stykke tid før han grundlagde internetvirksomheden Yahoo og blev milliardær. Jerry er oprindeligt fra Taiwan, men hans mor flyttede til San Jose og fik arbejde som engelsklærer for andre kinesiske immigranter, da han var 10. I dag bor Jerry Yang i en villa i Los Altos et par kilometer herfra.

To etager under min lejlighed boede på et tidspunkt sydafrikaneren Elon Musk, som senere grundlagde bl.a. Tesla, PayPal, og SpaceX.

På min etage bor bl.a. Jonas med sin svenske familie. Jonas er datalog fra Gøteborg. Han har ikke grundlagt noget, men er endnu et vidnesbyrd om hvilken smeltedigel, Silicon Valley er. Jeg havde de fleste af beboerne til dansk gløgg i julen, og mødte senest alle, da vi tilbragte en hyggelig nattetime sammen, fordi ejendommen blev rømmet på grund af en (falsk) brandalarm. Beboerne var samlet på fortovet foran bygningen til en nattesnak om alt fra kunstig intelligens og big data til det lokale basketballhold, Warriors, som alle hepper på, og den nye præsident, som alle er bekymrede over.

Kumar, som er software ingeniør hos Facebook, møder vi mest, når han med stor tålmodighed forhandler sin lille søn ud af bilen i parkeringskælderen. Nabodrengen Zack ser vi sammen med en tilsyneladende endeløs række af smilende barnepiger, der bringer ham til og fra skole, mens hans Stanford-MBA forældre pukler for to af dalens tech-giganter. Den kinesiske product-manager i en succesfuld startup, som har placeret en enorm julestjerne foran sin hoveddør året rundt, griner larmende, når jeg møder hende i elevatoren tidligt om morgenen på vej til arbejde. Det hele skarpt overvåget af det selvudnævnte apartment-police, der udgøres af en meget bestemt ældre dame i hjørnelejligheden på anden sal, som tilsyneladende ser alt. En åben, venligsindet, højtuddannet og privilegeret global ghetto i mit lille udsnit af verden.

Der er mange årsager til, at Silicon Valley er verdens mest dynamiske innovationsmaskine.

Her er nogle af verdens bedste universiteter, med eliteuniversiteterne Stanford og Berkeley i spidsen. Her er verdens mest komplette finansieringsmiljø omkring Sand Hill Road med investorer, som alle selv har direkte erfaring med at starte virksomhed. Her er hele perlerækken af verdens største og mest innovative tech-virksomheder med Amazon, Google, Apple, Facebook, Uber og en række andre i spidsen. Alle startup-virksomheder med hypervækst, der vedbliver at udvikle nye og disruptive løsninger, og som står klar til at opkøbe de bedste af de nye startup-virksomheder, der fortsat søger mod Silicon Valley.

Afgørende er den særlige ånd med fokus på åbenhed, nysgerrighed og accept af risiko. Men Silicon Valleys innovationsmaskine ville hurtigt dø ud, hvis det ikke var for en stadig tilstrømning af nogle af de bedste hjerner fra hele verden.

Tallene taler deres klare sprog: 51 procent af de såkaldte Unicorn-virksomheder er grundlagt af udlændinge, eller har en udlænding som medgrundlægger.

Unicorns, på dansk enhjørninge, er privatejede startup-virksomheder med hyper-vokseværk, som har nået en værdi på mere end en milliard dollars. Det er virksomheder som SpaceX, Uber, Palantir, og Airbnb.

En tredjedel af de amerikanske startupvirksomheder grundlagt mellem 2006 og 2012, som gik på børsen, er grundlagt af immigranter.

Migranter udgør samtidig en afgørende andel af den højtuddannede arbejdskraft i virksomhederne.

Hele 71 procent af ingeniørerne og nøglepersonerne i Silicon Valleys IT-virksomheder er migranter, eller udlændinge.

Først og fremmest indere og kinesere, men hele verden, herunder Danmark, er godt repræsenteret. Silicon Valley er muligvis geografisk placeret på USA’s vestkyst, men er samtidig et billede på globaliseringens muligheder og rigdom.

Det er selvfølgelig også forklaringen på, at Silicon Valleys store tech-virksomheder bruger meget tid i Washington DC, og på at de aktivt og bekymret følger diskussionen om visa og indrejse i kølvandet på Trump-administrationens mål om at reducere tilstrømning af udenlandsk arbejdskraft. De er helt afhængige af en fortsat fri tilstrømning af højtuddannet arbejdskraft for at kunne vokse og udvikle sig.

Tallene hænger godt sammen med et andet særkende ved Silicon Valley. Såkaldt kognitiv diversitet er vigtig for dynamikken i innovationsmiljøet. Evnen til at netværke og arbejde på tværs af faggrupper og siloer er afgørende. Det er veldokumenteret, bl.a. i et studie fra Berkeley, der sammenligner forskningsmiljøerne i Boston-området og i Silicon Valley.

Universiteterne i Boston er fagligt rigeligt på højde med universiteterne i Silicon Valley. Men Harvard og MIT høster ikke helt så mange entreprenører og spinouts, som Silicon Valley. Forskellen mellem Boston-området og Silicon Valley er Silicon Valleys evne til at netværke på tværs af faggrupper, fakulteter og siloer. Silicon Valleys åbne, nysgerrige netværksbaserede arbejdsmetode styrker innovationskraften og evnen til at se muligheder og løsninger.

Hvis vi skal fastholde den evne til innovation, som er nødvendig for at skabe nye løsninger og virksomheder, er kognitiv diversitet og evnen til at inddrage flere forskellige profiler og synspunkter vigtig. Det er Elon, Jerry og Jonas gode eksempler på. De omgiver sig alle med nogle af verdens bedste talenter, og de er alle en del af blandede hold, der kan udfordre, få ideer og skabe nye disruptive løsninger, netop på grund af deres forskellighed.

Nye ideer opstår og udvikles bedst i miljøer, hvor forskellige synsvinkler brydes og udfordrer vanetænkning. Det er ikke nyt, men det er svært at efterleve i praksis. Derfor er det vigtigt, at der er flere forskellige profiler repræsenteret i bestyrelsen, i udviklingsafdelingen og i virksomhederne generelt. Silicon Valley viser som en tydelig illustration af globaliseringens muligheder, at det er i mangfoldigheden og diversiteten, ideerne opstår og udvikles.

http://nfap.com/wp-content/uploads/2016/03/Immigrants-and-Billion-Dollar-Startups.NFAP-Policy-Brief.March-2016.pdf

http://fortune.com/unicorns/

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *