Danmark, du hygger dig i smug, mens verden forbindes i Las Vegas

Danmark var godt repræsenteret på verdens største messe for forbrugerelektronik, Consumer Electronics Show CES, i Las Vegas i sidste uge. Der var særligt trængsel om Oticons stand, hvor man kunne prale af hele to priser for innovative løsninger, der forbinder høreapparater med internettet. Det lille fynske iværksætterfirma Kubo brugte blandt andet messen med 180.000 besøgende fra 81 lande til at præsentere deres robotteknologi i børnehøjde, inden en crowdfunding kampagne på indiegogo skal sikre virksomheden kapital til vækst og skalering. B&O præsenterede deres nye BeoPlay M5 højtaler, og andre danske lydvirksomheder som Dynaudio og Dynastrom var også med.

Så der er mange danske eksempler på digitaliseret innovation. Men når man sådan går rundt til tech-fest i Las Vegas mellem robotter, virtual reality og kunstig intelligens i bilen, hjemmet og snart sagt hvor som helst, kan man nu godt blive bekymret for, om danske virksomheder fuldt ud forstår hvor hurtigt, teknologien skifter nu – og hvordan det kommer til at forandre forretningsmodeller kloden rundt.

Eksempelvis bør en del danske virksomheder overveje at blive introduceret til Alexa. Hun var messens klart mest ombejlede deltager. Alle talte om Alexa. Alle ville tale med Alexa. Alexa er nethandelsgiganten Amazons virtuelle assistent. Nu bygges hun ind i en række løsninger i bil og hjem. Vaskemaskiner, køleskabe, biler – Alexa er der allerede, og hun stopper ikke dér.

CES satte tyk streg under, at Silicon Valley endegyldigt har overtaget førertrøjen fra Detroit, når det gælder udvikling af bilen. Udviklingen af assisted driving og selvkørende biler går endnu hurtigere, end selv de mest optimistiske har troet. Alt taler helt bogstaveligt med hinanden.

Det mest spændende og energifyldte sted på messen var Eureka Park. Her udstillede iværksættere fra hele verden. Ofte er det de helt små virksomheder med super skarp innovation, som er de mest fascinerende pejlemærker for, hvor vi og teknologien er på vej hen. Flimrende hologrammer, sociale robotter, brug af oculus og virtual reality til træning og spil, men også til undervisning, sundhedsløsninger og meget andet. Alt er forbundet og grænserne flyttes løbende. Det går stærkt!

Eureka Parks udstillere understreger en af hovedpointerne, nemlig at det er iværksætterne, der viser vejen og de nye muligheder. Større virksomheder har generelt sværere ved innovation, og der er al mulig grund til at have fokus på iværksætterne. De store virksomheder skal lære af iværksætterne, og de skal lære at samarbejde med iværksætterne.

Den anden hovedpointe er værre. Mens en lang række af verdens førende tech-virksomheder – og heldigvis nogle danske – præsenterede stribevis af disruptive løsninger baseret på, at alt efterhånden er forbundet på nettet, fortæller en ny undersøgelse fra PwC, at 21 procent af danske virksomheder ikke har hørt om kunstig intelligens, 35 procent ikke har hørt om Internet of Things og 40 procent af virksomhederne ikke venter at investere i ny teknologi i løbet af de næste tre år.

Der kan selv sagt være flere forklaringer på undersøgelsens udslag, og det er bestemt heller ikke alle danske virksomheder, som nødvendigvis skal være digitaliseringens frontløbere; men det er bare vigtigt at kende den nye virkelighed. Verden er blevet forbundet, og fremtiden er digital. Vi har alle forudsætninger for at være med, og det er helt afgørende, at vi er det. Alexa er bedre at have som ven end som fjende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *