Hvor blev pengene af ? Disruption af den finansielle sektor

Det er nok kun os med grå stænk i toppen, som har haft både bankbog og sparegris fra den lokale bank, som samtidig var vores forældres, og måske endda bedsteforældres bank. Vi kan huske følelsen af stolthed, når man med mor eller far i hånden gik ned i banken for at sætte sine opsparede lommepenge ind på bankbogen. Det er sket lidt siden!

Et besøg i banken for at sætte pengene på bankbogen! Vi lader den stå et øjeblik. Den oplevelse er der ikke mange børn, som får i dag. Selv som voksne befinder vi os ikke særlig tit i banken. Vi foretrækker friheden ved at kunne holde orden i vores bankforretninger digitalt.

 

Undersøgelser i USA viser, at Millennial generationen, der født mellem år 1980 og 2000, og som er den største generation i amerikansk historie, ofte har samme bank som deres forældre. De er bare ikke tilfredse med den service og de oplevelser, som de får i banken. Faktisk ville de fleste millennials ikke anbefale deres egen bank til andre, og en ud af tre gerne ville helst skifte bank inden for de næste 90 dage. Bægeret er for længst fyldt, og bankverden står overfor massive forandringer, hvis man ikke skal tabe for meget terræn til de mange nye virksomheder, som arbejder dedikeret på at skabe tilfredse kunder og disrupte sektoren.

 

Tallene taler for sig selv, og i Silicon Valley præges bankverdenen i dag af fænomenet ”unbundling”. Begrebet er udtryk for, at nye spillere tilbyder enkeltstående løsninger af udvalgte tjenester, som ellers typisk har været bundet sammen og leveret som en sammenhængende ydelser af banken. Det kan for eksempel være måden, man låner penge på, hvordan man styrer sine investeringer eller sin adgang til betalingskort og overførsler.

 

Det er ikke kun i USA, at den finansielle scene er udfordret. Også europæiske brugere får snart en række muligheder for at få nemmere adgang til produkter og løsninger, som er udviklet af 3. parts virksomheder. Der er givet mulighed for, at udbydere må hente kunders bankdata, hvis kunderne giver dem lov. Det åbner op for nye digitale løsninger, som kan konkurrere med de ydelser, som din bank ellers typisk har tilbudt.

 

Eksempler på dette i Silicon Valley er blandt andet Chime, som ikke er en bank, men en online betalingskortsudbyder, som gennem en formidabelt designet teknologisk platform giver oversigter over forbrug, og hjælper med til at skabe sunde finansielle vaner gennem opsparing. Andre udbydere som eksempelvis Betterment og Wealthfront tilbyder skræddersyet robotbaseret rådgivning, når det drejer sig om styringen af din aktie portefølje. Det hele er selvfølgelig tilgængeligt online, og kunderne slipper for at betale en række udgifter som bankrådgiverens løn, bankens husleje og transporten derned.

 

I dag lanceres Copenhagen FinTech Lab. Det første co-workingspace for fintech-entreprenører i Norden, som skal bidrage til skabe et dansk fintech økosystem i nordisk topklasse, og skabe vækst og arbejdspladser. Det er et vigtigt initiativ. Silicon Valley bliver gang på gang fremhævet som et innovativt kraftcenter, og normalt understreges betydningen af det særlige økosystem. Der er flere årsager til at dette er opstået her, men en af de helt centrale er horisontal synergi. Når Silicon Valley har mere succes med at fremelske startup-virksomheder og entreprenører, end andre sammenlignelige vidensmiljøer, er en af årsagerne horisontal synergi og netværk. Det er evnen til at netværke og dele viden på tværs af faglige siloer. Naturligvis er stærkt specialiseret viden et grundlag for innovation, men det er ved tværgående kommunikation i mødet mellem flere fagfællesskaber og interesser, at mange innovationer opstår. De gode, de holdbare og de banebrydende.

 

Danmark har allerede stadfæstet sig som en teknologibaseret nation, og i nogle tilfælde kommer selv Silicon Valley til kort. For eksempel løfter mine amerikanske bekendte øjenbryn, når jeg nævner, at vi med NemID har adgang til vores offentlige systemer og journaler, og at vi modtager langt den meste korrespondance i e-boks. På betalingssiden har cirka tre millioner  danskere, stiftet bekendtskab med Mobilepay, som er Danske Banks betalings app. Men det er langt fra slut med det. Ændringerne i den finansielle sektor er først lige skudt i gang, og ansporet af bl.a. lanceringen af Copenhagen FinTech Lab, er der gode muligheder for danske iværksættere, hvis vi arbejder målrettet med entreprenørskab, og er åbne for at lære om innovation.

 

På Innovationscenteret i Silicon Valley har vi netop skrevet et whitepaper, hvor man kan læse mere om de trends og tendenser, som vi ser indenfor finansielle teknologier i Nordamerika. Vi sætter særligt fokus på online lån, formueforvaltning, betaling og overførsler. http://svtechtalk.com/research/fintech-in-north-america-a-disruptive-affair/

http://www.cfir.dk/Nyheder/AlleNyheder/Nyheder2016/Pages/Copenhagen-FinTech-Lab-åbner-idag.aspx

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *