Back to the Valley

Rigtigt mange danskere tager bilen i sommerhuset i pinsen. Mens du sidder i køen kan du glæde dig over, at vi nok kun kører bil 10-15 år endnu. Derefter peger alt på, at bilerne kører selv og du har fri. Med mindre du da er så glad for selv at køre, at du vil betale en voldsom overpris for din forsikring.

Det kan være, det tager lidt længere, men det vil ske. Det at eje en bil bliver lidt som at eje en hest i dag, spår iværksætterikonet Elon Musk.

Udviklingen går ekstremt hurtigt.  De fleste bilproducenter har præsenteret, annonceret eller arbejder på vekslende stadier og udgaver af selvkørende (eldrevne) biler. Google har kørt test på vejene i Silicon Valley længe, og har sammen med Tesla, der overbevisende opdaterer deres elbiler over nettet, som de computere de er, lagt sig klart i spidsen. Men når man ser på listen over de, der har tilladelse til testkørsel på vejene i Californien, er det helt klart, at alle bilmærker er på vej. Og ikke kun de kendte bilmærker. Når man følger de store IT virksomheders rekruttering af nye medarbejdere med skarpe kompetencer inden for automotive er det helt klart, at flere nye bilproducenter er på vej. Apple og sikkert også andre er bud på nye leverandører af biler. Apple har blandt andet netop investeret en milliard dollars i den kinesiske transport-app Didi.

Selvkørende biler giver rigtig meget mening. Googles selvkørende biler har kørt mange hundrede tusinde kilometer på Californiens veje, og det er gået rigtig godt. Bilerne kan spækkes med sensorer, og i modsætning til mennesker kan maskiner reagere korrekt og sikkert på flere samtidige input.

Vi bliver pressede, hvis en hund løber ud på vejen, samtidig med en uventet krydsende cyklist og en hurtig overhaling, mens radioen spiller højt og telefonen ringer. Det kan en computer overskue alt sammen og mere til.  Og selvkørende biler har en dramatisk bedre reaktionstid og tilsvarende kortere standselængde. Hver gang. Der opstår så alle mulige interessante etiske valg i forbindelse med kodningen af bilens computer – hvordan skal bilen prioritere mellem flere forskellige parallelle handlinger? Cyklisten, hunden, en børnehave og en gammel dame med rollator. Men de svarer grundlæggende til de valg, en bilist kan komme til at træffe, og det understreger betydningen af, at vi helt generelt bliver gode til at beskæftige os med etiske spørgsmål i en fager ny verden med visuel kognition og kunstig intelligens.

Det vil formentlig afspejles i forsikringspræmien med det samme. Det giver ikke mening at vi kører selv, og vælger du alligevel at gøre det selv, må du formentlig acceptere en vild merpris for forsikringsdækning af din uhensigtsmæssige/nostalgiske handling. Når man så forener en selvkørende, elektrisk bil med deleøkonomien giver det endda rigtig meget mening.  Forestil dig at Uber køber Tesla’s årsproduktionen af selvkørende biler. Det er faktisk blevet nævnt som en mulighed.  En meget, meget mere optimal udnyttelse af ressourcer, der kunne sikre betydeligt færre (meget bedre udnyttede) biler på vejene, enden på parkeringskaos, der ville sikre plads i byerne, dramatisk færre trafikdræbte, og et meget, meget bedre miljø. Fagre nye verden med voldsomt meget mening. Drop alt det der med bilen ud af byen. Dette ville dramatisk reducere antallet af biler i byen, på en måde ingen kommunalbestyrelse eller skattemyndighed kunne sikre (og blive siddende).

Læg mærke til en ting mere. Udviklingen kommer fra Silicon Valley, der er i færd med at disrupte industri på industri. Alt fra finans, hjemmet, produktion og biler er udsat for innovativ disruption. Bilerne blev før udviklet i Detroit. Industrien og Detroit glemte at innovere, og der blev plads til stribevis af nye producenter.  Automobilbranchen tænker allerede spredning i produktion. Skal de lave færre biler, må de lave mere af noget andet. Elektriske cykler, motorcykler og meget andet.

Silicon Valleys økosystem arbejder på tværs af kompetencer og industrier, med fokus på nytænkning og udvikling. Man accepterer risici og ser muligheder. Det er med til at sikre dramatisk innovation. Og det understreger en helt ny tilgang til bilerne. Bilen bliver grundlæggende en computer på hjul, og vil ved siden af hjemmet være et af de helt store datapunkter. Og det drejer sig om data, egentlig ikke om transport. Data er fremtiden. Software is eating the world. Det ved man i Silicon Valley, og det er en del af grundlaget for at vende de fleste industrier på hovedet og skabe fundamentalt nye løsninger.

Data om transport og logistik er meget værd. Uber ved hvor de mest populære restauranter ligger og Amazon ved allerede så meget om dit forbrug, at de kan sikre, at de varer du vil efterspørge kommer frem på lager før du gør det.

Der kan snildt være en plads til Danmark i den ligning. Hvis vi lærer os at tænke som i Silicon Valley. Sikrer fokus på entreprenørskab og forskning, og tør tage en chance og se muligheder. Vi har rigtig meget god viden, og danske veje kunne være gode at teste selvkørende biler på. Silicon Valley havde lige så lidt en bilindustri som vi har det.

One response to “Back to the Valley

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *