Bridge to Silicon Valley

Silicon Valley syd for San Francisco er verdens absolutte innovations og venture hovedstad.

Her er udviklet et helt særligt økosystem, der omfatter seks af verdens 20 allerbedste universiteter, en afdeling af USA’s rumforskningsprogram og nogle af verdens hotteste og mest innovative IT-virksomheder: Google, Apple, Facebook, Twitter og IBM’s Watson.  Godt en tredjedel af verdens ventureinvesteringer kommer herfra; her er mere end 15.000 registrerede patenter, og en af verdens højeste koncentrationer af højtuddannede medarbejdere. Det er grundingredienserne i skabelsen af verdens stærkeste startup-miljø.  Et drive og en innovationskultur som vi kan lære meget af.

Som en fortryllet skov myldrer det med fantastiske eksistenser. Klodens største forekomst af enhjørninge (som er betegnelsen for en privatejet iværksættervirksomhed, med en værdi på mere end en milliard dollars). ’Jernmanden’, Elon Musk, som laver verdens sejeste elektriske bil og planlægger rejsen til Mars.  Excentriske rigmænd, som erklærer døden krig, og som provokerer det nuværende, i Silicon Valley optik, hastigt forældede uddannelsessystem ved at love millionbeløb til college-studerende, der tør forlade skolen og blive ’drop-outs’. Her er mere end 50 nulevende nobelpristagere, stribevis af serieiværksættere og en større mængde milliardærer.

Hertil kommer så alle de andre, som tilsammen udgør Silicon Valley. En dynamisk, international, åben og kreativ innovationsmaskine, der tiltrækker verdens skarpeste hjerner, entreprenører og finansfolk.   Men hvad kommer det af?

Universiteterne

Verdensklasseuniversiteterne er selvfølgelig primær leverandør af talent og viden. Leland Stanford lagde grunden til et fantastisk vidensmiljø, da han i 1865 brugte sin formue på at grundlægge, hvad der i dag er et af verdens førende universiteter. Den gang ‘the Harvard of the West’. Det har ændret sig, og Harvard kaldes af mange nu ’the Stanford of the East’. Stanford havde i 2011 et budget på knapt tre gange så meget som det største danske Universitet i København, medvirkende til at man kunne prale af 18 arbejdende nobelpristagere. Hertil kommer bl.a. en afdeling af NASA, flere andre centrale amerikanske forskningsinstitutioner og de 10 campusser i Californiens offentlige universitetssystem, herunder Berkeley der ikke står tilbage for nogen. Elite med Elite på. Her tør man godt, og man tør satse. Men det helt særlige er måske at universiteterne ikke blot leverer verdensklasseforskning.  De bidrager aktivt til innovation ved en helt særlig ånd for entreprenørskab, hvor alle på campus konstant arbejder på at realisere deres iværksætterdrømme. Det er sat i system og understøttes aktivt, og størstedelen af de succesfulde Silicon Valley ikon-virksomheder kan spores direkte tilbage til universitetsmiljøerne.

Kapitalen

Silicon Valley har verdens mest aktive venture miljø. Der blev i 2014 investeret omkring 50 milliarder dollars. Det er godt en tredjedel af verdens totale venture investeringer.  Godt halvdelen blev investeret i de enkelt skalerbare softwarevirksomheder.  Lidt over 10% i medier og underholdning og lidt mindre i biotek. Venturekapital er tidlig risikovillig investering I opstartsvirksomheder. Der investeres mange steder i verden, men det der særligt kendetegner Silicon Valley er udover størrelsen af investeringerne, dels risikovilligheden og kompetencen i den aktive rådgivning, der følger med. Venturekapitalisterne i Silicon Valley har selv prøvet, og de arbejder aktivt, i forhold til udvikling af de virksomheder, de investerer i, og man tør løbe en risiko.

Virksomhederne

Silicon Valleys tech virksomheder har siden William Hewlett og David Packard grundlagde IT-virksomheden HP i Packards garage i starten af 50’erne været drevet af en helt særlig innovationskultur.  Målrettet fokus på udvikling. Det er fint at lave forretning, og man tør tro på idéen og satse hele butikken. Det er ikke tilfældigt at Google Glass og selvkørende biler ses I gadebilledet her og at deleøkonomiens frontkæmpere Uber og AirBnB har hovedkvarter I San Francisco. De er alle et produkt af den samme innovationsmaskine og måde at drive forretning på. Uden jakkesæt.

Menneskene

Når alt kommer til alt er det ikke teknologien, pengene, universiteterne eller virksomhederne, der skaber Silicon Valley, men de mennesker der lever og arbejder her samt den kultur, de er bærere af. Nysgerrig, åben, risikovillig og meritokratisk. Man mærker det med samme, man kommer her. De dygtige udviklere, ingeniører og forskere arbejder60-80 timer om ugen, men har tid til en kop kaffe, hvis der skal drøftes en idé eller plan. Man er åben og deler gerne. Løsnet er ‘pay it forward”. Man netværker, hjælper og forbinder aktivt sit netværk, der hvor det kan give værdi. Det er helt unikt at opleve; og det virker. Du bliver bedømt på, hvad du bringer til bordet, og hvad du kan – ikke på hvem, eller hvad du er. De gode løsninger er i fokus. ‘Don’t be evil’ sagde Google, og i det bæredygtige og meritokratiske miljø er en Prius ofte mere velkommen end en Porsche.  Men helt centralt her er villigheden til at satse og til at fejle. Heltene her i Silicon Valley er de entreprenører, der har satset og fejlet, igen og igen og igen. Derfor er fejl ikke bare OK; de er vigtige – man lærer af dem.

Jeg vil blogge om dette miljø, og om mennesker og ideer fra Silicon Valley, og de løsninger, produkter og tendenser, det skaber. Der er meget vi kan lære af Silicon Valley, og rigtig mange muligheder for aktivt at bruge det særlige miljø.

Dansk økonomi står på en række store innovative ideer. Der sker meget; vi har gode universiteter og startup-scenen vokser i disse år, men vi kan ikke tillade os at hvile. Og vi skal turde satse. Et andet stort, innovativt kraftcenter – Detroit – glemte det og betaler prisen.  Det er vigtigt, at vi understøtter ideer og innovativ kultur og iværksætterånd. Vi skal lære at hylde også de fejlslagne satsninger, for det er ofte det der når ud over kanten, der virkelig skaber noget nyt.

Mine kommende blogs vil derfor sætte fokus på innovation, entreprenørskab, nye forretningsmodeller, originale ideer og mennesker fra Silicon Valley. Der er meget, vi kan lære.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *